Joy Division var et post-punk-band, der blev dannet i 1976. Gruppen bestod af Ian Curtis (vokal og lejlighedsvist guitar), Bernard Sumner (guitar og keyboard), Peter Hook (bas) og Stephen Morris (trommer og percussion).
I 1976 optrådte Sex Pistols på Lesser Free Trade Hall i Manchester. Blandt publikum var Bernard Sumner, Peter Hook og Terry Mason, der stærkt inspireret af koncerten valgte at danne et band – i første omgang under navnet Stiff Kittens, hvilket angiveligt var ment som en joke. Med Sumner på guitar, Hook på bas og Mason på trommer manglede gruppen blot en forsanger, hvilket endte med at blive Ian Curtis, der besvarede et opslag i den lokale pladebutik. Gruppens første optræden fandt sted på The Electric Circus i maj 1977 som opvarmning for The Buzzcocks, men forud for koncerten – hvor de optrådte under navnet Warsaw – valgte Mason at droppe ud og han blev i al hast erstattet af Tony Tabac. Tabac var dog ikke nogen permanent erstatning som trommeslager, og efter at have haft Steve Brotherdale inde over for en stund, blev Stephen Morris indlemmet. Gruppen var dermed komplet, og i slutningen af 1977 valgte de at skifte navn til Joy Division – inspireret af bogen House of Dolls (1955), hvor der refereres til grupper af jødiske kvinder, der blev holdt fanget som prostituerede i de nazistiske KZ-lejre.
I januar 1978 spillede og indspillede gruppen for første gang under navnet Joy Division – det blev således til en koncert i The Pips Club, samt indspilning af EP'en An Ideal for Living i Pennine Sound Studio. Bandet deltog desuden i en bandkonkurrence, der – trods manglende succes – skulle vise sig at blive et vendepunkt, idet de mødte den lokale tv-vært Tony Wilson – manden der stiftede det sidenhen legendariske pladeselskab, Factory Records.
Samtidig med at gruppen påbegyndte indspilningerne af de Martin Hannett-producerede numre "Digital" og "Glass", blev Rob Gretton hevet ind som manager for gruppen. Holdet omkring var efterhånden fuldendt, og bandet fik desuden masser af medieopmærksomhed med bl.a. en forside i musikmagasinet NME – sandsynligvis stærkt foranlediget af Paul Morley, der skrev om gruppen i NME ved enhver given lejlighed – samt en studiesession hos den populære DJ på BBC, John Peel.Gruppens ansigt udadtil blev efterhånden tegnet af fotograferne Kevin Cummins og Anton Corbijn, medens Peter Saville sørgede for den grafiske profil i form af samtlige af gruppens album-covers.
Joy Divisions debutalbum, Unknown Pleasures, blev indspillet i løbet af en uge i Strawberry Studios i Stockport, og var klar til udgivelse i juni 1979. Gruppen havde formået at kreere et album, der både musikalsk og visuelt var nyskabende, hvilket var med til at gøre Unknown Pleasures til en succes såvel kommercielt som anmeldermæssigt. Produceren Martin Hannetts stilskabende produktion, der blandede industrielle lyde, digitale effekter og flittig brug af rumklang, var stærkt medvirkende til at give bandet dets unikke lyd. Hannett valgte desuden at hive Peter Hooks lyse, melodiske baslinjer og Stephen Morris' innovative brug af akustiske og elektriske trommer helt frem i lydbilledet.
Joy Divsion fik sit første og eneste hit med "Love Will Tear Us Apart" i juni 1980, kort efter Curtis' død. Nummeret er indspillet samtidig med resten af Closer (1980), men er lige som gruppens øvrige singler IKKE at finde på originaludgaverne af gruppens to albums..

Historien om bandet starter ofte med slutningen – den depressionsramte frontmand Ian Curtis' myteskabende selvmord d.18 maj 1980. Tragedien overskyggede på mange måder den kommercielle succes, som fulgte i kølvandet på udgivelsen af gruppens andet album, Closer (1980), samt især singlen "Love Will Tear Us Apart", der blev gruppens største hit nogensinde.
De tre resterende medlemmer Bernard Sumner, Peter Hook og Stephen Morris valgte efterfølgende at fortsætte sammen under det nye navn New Order – et navn der skulle vise sig at være særdeles velvalgt, idet gruppen i den grad kom til at sætte en ny dagsorden på både den nationale og internationale musikscene.

Ian Curtis

Ian Curtis

Ian Curtis giftede sig med Deborah Woodruf i 1975, og de fik et barn, Natalie født i 1979, sammen. Ian Curtis udviklede en svær grad af epilepsi i slutningen af 1978, hvilket sammen med de svære bivirkninger fra den medicin, han skulle tage, samt det stigma denne sygdom medførte dengang, var en vigtig medvirkende årsag til de humørsvingninger og den depression, Ian Curtis mere og mere kom til at lide af. Derudover medførte hans epilepsi, at han ikke kunne køre bil eller holde datteren Natalie. En anden faktor var Ian Curtis' krakelerende ægteskab med Deborah, og dettes sammenhæng med hans udenoms-ægteskabelige forhold til belgiske Annik Honore, som han havde mødt efter en koncert i Belgien. Desuden var han frustreret over musikindustriens overfladiskhed og følte, at han efter udgivelsen af bandets første album, Unknown Pleasures, havde fået opfyldt sine ambitioner som musiker, og savnede den meningsfuldhed som hans job som socialrådgiver havde givet ham. Efter at have førsøgt uden held at tage sit liv to uger tidligere, begik Ian Curtis selvmord i sit og Deborahs hjem i Macclesfield den 18. maj 1980. I et brev til kæresten Annik Honore en måned forinden havde han skrevet, at "Det er alt sammen blevet for meget. Jeg har bare lyst til at løbe væk fra det hele; til at gemme mig i et hjørne; til ikke længere at skulle have ansvar for noget eller skulle tage nogle beslutninger".
Selv om Ian Curtis' musik og liv virker tragisk, huskes han af dem, der kender ham, som en morsom, omend humørsvingende, person og lidt af en "practical joker".

Studie Album

Unknown Pleasures (1979)
Closer (1980)